90'ernes danske politik og kulturpolitik

Processen mod Den Europæiske Union blev udfordringen i 90'ernes Danmark. Allerede pakkeafstemningen i 1986 viste, at befolkningen var delt i to næsten lige store grupper. Det blev understreget af nej-et til Maastricht-traktaten i 1992.
     En fortsættelse af unionssamarbejdet blev kun gjort mulig ved indgåelsen af Det Nationale Kompromis, som stadig 2010 holder Danmark uden for vigtige områder af EU.
     Integrationsproblematikken og den større påvirkning fra verden uden for Danmark blev synlig gennem en kraftig tilstrømning af politiske flygtninge. Det gav sig her som i mange andre lande udslag i angst over for det nye og et forsvar for dansk­heden.
     Globaliseringen fortsatte og fortsætter med øget styrke.

Nyrup-regeringerne
Efter VK-regeringens afgang dannede Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti den 25.1.1993 en flertalsregering.
     Under Nyrup Rasmussens ledelse sad regeringen valg­perioden ud, dvs. til 27.9.1994, hvorefter regeringen fortsatte uden Kristeligt Folkeparti. I juledagene 1996 forlod Centrum-Demokraterne rege­ringen.
     Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre sad i regering også efter folketingsvalget 11.3.1998. Den nye regering videreførte grundlæggende den nyliberalistiske politik.
     Frem til nytår 1998 faldt arbejdsløsheden fra 12,2% til 7,4%, overvejende på grund af orlov og andre „opsugende" foranstaltninger.
     I 1993 blev det også til en skattereform, hvis hovedindhold var en samlet skattenedsættelse samt omlægninger i beskat­ningsforholdene, hvor de såkaldte grønne afgifter blev særlig omstridte. Disse sigtede på at fordyre specielt miljøbelast­ende forbrug.
     Den 16. oktober 1996 kunne 90'ernes største dagblad Jyllands-Posten meddele, at vi nu var gået ind i „Danmarks nye guldalder".
     Danmarks Statistik afslørede, at bruttonationalproduktet 1996 ville runde de 1.000 mia. 1996-kroner - 190.000 kroner pr. dansker fra nyfødt til olding - at formueopsparingen ligeledes slog nye rekorder, samt at uddannelsesniveauet var højere end nogensinde, og forbruget ligeledes.
     Og selv om det offentlige budget var i vækst, faldt udlandsgælden. Tendensen holdt årtusindet ud.
     Valget den 11.3.1998 betød, at regeringen fortsatte på det snævrest mulige parlamentariske grundlag, dvs. 90 mandater.
     Valget betød en styrkelse for regeringen. Det ny Folketing bød nemlig på 10 partier, det største antal siden valget i 1979. Nyt var udbryderen fra Fremskridtspartiet Dansk Folkeparti samt at Kristeligt Folkeparti vendte tilbage.
     Næppe var valget overstået førend LO's medlemmer imod ledelsens anbefaling stemte nej til en overenskomst. I en tid med høj vækst og historisk høj indtjening mente lønmodtagerne, at de burde have del i velstanden.
     Den 27.4.1998 startede derfor en storkonflikt omfattende omkring en halv million mennesker. Den 5.5.1998 greb regeringen ind og ophøjede mæglings­forslaget til lov, dog med visse forbedringer for lønmodtagerne og kompensation for erhvervslivet.

Udlændingepolitik
Problemer mellem udlændinge og danskere var frem til midten af 80'ernes stort set begrænset til konflikter i nattelivet med resterne af jugoslaviske, tyrkiske og pakistanske fremmedarbejdere, der under 60'ernes højkonjunktur bidrog til at afhjælpe mangelen på arbejdskraft.
     Inklusive familiesammenføringer steg andelen af udenlandske statsborgere i Danmark fra 2% i 1984 til 4,5% i januar 1997, dvs. en kvart million mennesker. Hertil kunne man igen efter behag lægge 145.000 af fremmed herkomst, som efterhånden havde opnået dansk statsborgerskab.
     Den voksende flygtningestrøm medførte spændinger i for­holdet til den danske befolkning, godt hjulpet på vej af poli­tiske organisationer. I 1985 oprettedes således Den danske Forening som en pressionsgruppe til kamp for en danskhed, den anså for truet af udlændinge.
     Mange kom til at opfatte de fremmede som konkurrenter på arbejds-, uddannelses- og boligområdet, og som snyltere på et i forvejen presset velfærdssystem, hvis opbygning de ikke havde ydet noget til. Fra 80'ernes midte kom det til sammenstød mellem unge danskere og udlændinge.
     Danskerne blev vidner til adskillige bandekrige mellem danskere og anden-generationsindvandrere, til voldelige overfald og drab, samt angreb på politiet. Danskerne hørte om illegale grænseoverløbere ved den dansk-tyske grænse. Og om „De fremmede", med historier om storsvindlende udlændinge og med udtalelser fra vrede danskere, hidtil kun udtrykt privat.
     Ved kommunevalget 18.11.1997 slog det nystiftede Dansk Folkeparti igennem på sin radikale fremmedmodstand og sikrede sig pladser i by- og amtsråd i hele Danmark.
     Ifølge en meningsmåling ved årsskiftet 1997/98 anså 47% af den danske befolkning flygtninge- og indvandrerpolitikken for landets vigtigste problem.
     Udviklingen var ikke speciel for Danmark, men forløb til­svarende i Vesteuropa, mange steder skarpere og voldsom­mere.
     I 90'erne fremførtes både i befolkningen og i ledende politiske partier påstande, der i 1980 ville være blevet betragtet som inhumane og racistiske.
     I 1998 vedtog Folketinget EU's mest restriktive udlæn­dingelov.

Miljøpolitik
Miljøhensyn kom på den politiske dagsorden i 90'erne. Vand­miljøloven fra 1987 markerede starten, lovgivningen kom også til at berøre industrien og de private husholdninger.
     En side af miljøproblematikken var risikosamfundets store spørgsmål, der krævede politiske løsninger, ofte i internatio­nalt regi: fx havforurening, drivhuseffekt, hul i ozonlaget, men fra overgangen til 90'erne kunne en større opmærksom­hed også på det individuelle forbrugerplan for alvor ses.
     Fra et tilnærmelsesvist nulpunkt i 1990 var omkring 40% af de danske forbrugere i 1997 villige til at betale en mindre overpris for økologiske fødevarer. I takt med den øgede interesse blev det økologiske vareudbud flyttet fra de små specialbutikker for helsefreaks ind i supermarkederne. Det økologiske varesortiment var i samme periode i konstant vækst.
     Denne udvikling faldt godt i tråd med den bredere livsstilsændring hen imod større vægt på det personlige ansvar for sundhed, som tog sin begyndelse i 80'erne.
     På samme tid tog en betydelig skepsis over for teknologi­ske løsninger på sundhedsproblemer og andre problemer fart. Det var en klar modsætning til den tillid til teknologien, der stadig havde rådet uimodsagt gennem 60'erne og 70'erne.
     I 1997 var kun 2% af den danske landbrugsproduktion økologisk.

Medieudviklingen
I 1995 slog det computerbaserede „internet" igennem med sine millioner af adresser for nyheder, underholdning, vi­densbaser, politiske budskaber og - især - kommercielle tilbud.
     Dette var en opspeedet fortsættelse af efterkrigstidens medieudvikling, hvis konsekvenser var og er uoverskuelige for både samfundsliv og privatliv.
     Information blev ukontrollabel for enhver myndighed, og den blev samtidig uoverskuelig selv med de bedste oversigts- og søgeværktøjer. Information blev anarkistisk, men anarkiet tenderede til at blive styret af upersonlige markedskræfter.
     Danskernes medieforbrug målt i antal timer var stigende. Unge klarede i 1997 hver dag gennemsnitligt 3 timers tv, 1 times video, 2 timers radio, 1 times computeraktivitet samt lidt avislæsning, oftest samtidig.
     Den amerikanske socio­log C. Wright Mills (1916-62):

„Medierne fortæller den enkelte hvem han er - de giver ham identitet; de fortæller ham hvem han gerne vil være - giver ham drømme; de fortæller ham hvordan man bliver sådan - giver ham teknik; og de fortæller ham hvordan han kommer til at føle sig som sådan, selv om han ikke er det — giver ham flugtmulighed."

Kvalitetskriterierne bliver principielt markedsbestemte. God eller dårlig kultur bliver et spørgsmål for den individuelle bruger.
     Forskellige stofområder tenderer ligeledes til at under­lægges markedsmekanismen. Hvis fx et talkshow har de højeste seertal får det den bedste sendetid. Hvis en politiker forstår at gøre sig interessant kan han fortrænge talkshowet - eller deltage i det. Grænserne mellem underholdning og andet stof flyder sammen. I 90'erne blev grænserne mellem publicservice hos de elektroniske medier, kunst, multimedie­virkelighed og kommercialisme ophævet. Verden var blevet mangetydig og ubestandig. Enhver erkendelse måtte forblive lokal og især foreløbig og mere sårbar.
     Dermed bliver medierne vigtigere for den politiske dagsorden. Medierne tager sager op som politikerne efterfølg­ende må forholde sig til, hvor det tidligere havde været omvendt. Medierne bliver arena for politikeres og politiske organisationers konkurrence om synlighed og vælgerpopularitet.
     Dette medfører så til gengæld (kan man frygte) at opsplitningen i bl.a. det danske samfund er godt i gang med at blive til forskellige A-,B-, C- og D-hold eller „den stadig dybere kløft mellem dem, der er med i www. og dem der sidder med bajeren på bænken (Suzanne Brøgger, i „Sejd", 2000).

Ny teknologi
Trods en fremherskende skepsis stod danskerne ligesom alle andre mennesker ved overgangen til år 2000 midt i teknologiske processer, som har ændret deres liv mere, end de kunne drømme om en halv generation tidligere.
     Tydeligst stod computerteknologien på grund af dens synlighed i danskernes dagligdag.
     Halvdelen af alle danske hjem havde i 1998 en computer stående. Mange danskere arbejdede derfor hjemme. I om­trent alle virksomheder stod der computere. Danmark havde verdensrekord i computertæthed pr. indbygger. Computerne ændrede livsstilen, fordi de ændrede de redskaber og mate­rialer mennesker omgås. De havde afgørende betydning for den elektroniske medierevolution. Alligevel startede masse­udbredelsen af computerteknologien først midt i 80'erne.
     I 80'erne var gensplejsede planter science fiction, i 90'erne var de kommerciel virkelighed. I 1996 var klonede dyr science fiction, i 1997 var de eksperimentel virkelighed. I 2000 var klonede mennesker science fiction ... og den 11. september 2001 så vi hvor sårbar denne globaliserede klode er.