Ordenes betydning
Denotation og konnotation
Ord og udtryk kan have en dobbeltbetydning. Det er bl.a. det megen humor består af. (”Har du en skovl?" ”(Ja, han står lige her!”). Nogle gange har ord og udtryk ikke bare dobbeltbetydning, men en hel række af ekstrabe­tydninger En metafor kan åbne for en hel vifte af ekstrabetydninger. Hvis man fx siger til sin elskede: "Du er min rose", er den attråede jo godt klar over, at det ikke skal tages bogstaveligt. Ud over at betegne en blomst har ordet "rose" en række andre betydninger, som den elskede intuitivt fornemmer. Disse betydninger kan være kærlighed, sanselighed, passion. ol.
     Ordet har altså en grundbetydning og en række medbetydninger. Man taler om at ord har en denotation som er grundbetydningen (rose = blomst), og konnotationer som er ordets medbetydninger (fx rose - kærlighed, san­selighed…) Megen betydningsdannelse, både i hverdagssprog og i fiktion, sker via konnotationer
     Vi er i vores kultur stort set enige om, hvilke konnotationer vi vil til­lægge et givet ord. Konnotationer er ikke det samme som associationer. Associationer er nemlig personlige, dem får man ud fra individuelle ople­velser, fx tanken om den rose man lige har set i en reklame eller har pluk­ket i sin have samme morgen.
     Når man analyserer sprogbrug, undersøger man, hvordan ordene i en tekst konnoterer noget bestemt eller har en bestemt positiv eller negativ ladning. Denotationen for ordet "mand" er den ene halvdel af arten men­neske. Men "mand" har også en række konnotationer. Man kan være en "rigtig mand", "mand for at løse en opgave", "manden i huset” osv. Ordet mand har en række synonymer, og valget af disse vil afgøre, om tilhøreren eller læseren vil få negative eller positive konnotationer. Omtaler man en ”mand” som "ægtemand", ”husbond" ”handyr”, "tyr”, "macho", "dreng”, "fyr”, "stodder", "bamse", så signalerer man noget forskelligt.
     Ord indgår i sammenhænge og får deres betydning gennem den sam­menhæng, de indgår i. Vi henter som sprogbrugere ordenes betydning fra en form for sproglige registre, der dækker områder af virkeligheden, "Mand” vil således indgå i registeret ”menneske” og "køn”, men det vil også afhænge af den historiske tid, hvad "mand” ellers kædes sammen med. Hører "mand" med i kategorien ”dyr”? ”fornuftsvæsen”? I de fleste kulturer bli­ver "mand” kategoriseret sammen med magthaverne. Vi konnoterer ofte magthaver med ”mand".

Opgaver
I klassen:

_______________

Hvad er billedsprog?
Begrebet billedsprog dækker over forskellige typer af ordsammensætninger, hvor ord fra forskellige sproglige registre sammensættes så der opstår nye betydninger.

"S-togs-nettet dækker hele byen"

kunne det hedde i en metafor, hvor netformen bruges til at forklare, hvor­dan man konkret kan komme rundt i byen via S-tog

Ellen:

"S-togs-skinnerne var spundet som et net ud over byen.”

kunne der hedde i en sammenligning, hvor en edderkops måde at spinde et net, sammenlignes med den måde jernbaneskinner er placeret i en by.

Som oftest når man møder billedsprog, bruges det til at gøre virkelighe­den lettere at forstå. Et stort antal S-togs-linjer, som hænger sammen i et system, kan være vanskeligt at forholde sig til, men med metaforen S-togs-net gives en overskuelig form som ikke alene fortæller, hvordan S-togs-linjerne ser ud fra oven, men som også giver en anvisning på, hvordan man bruger dem. Vil man skifte linje, skal man tage til midten.
     Billedsprog bruges også til at overføre betydning. Et S-togs-net kan godt opfattes som noget ”nogen” har indfanget eller fastfrosset andre med, på samme måde som en edderkop fanger og fastholder en flue - og måske tolkes som moderniteten, der fastholder et magtesløst individ.

Opgaver
I klassen:

_______________________

Sammen ligninger og metaforer
To af de mest brugte typer billedsprog er sammenligning og metafor. Fælles for sammenligning og metafor er, at de bygger på en lighed mellem to uens erfaringsområder.

"Dansegulvet bølgede som et hav. Vi tømte vores drinks og sejlede derud,"

kunne en beskrivelse af en aften i byen lyde, og her påstås der både i den første sammenligning og i den efterfølgende metafor lighed imellem to erfaringsområder. Et hav og en menneskemængde der danser. Ligheden er de bølgende bevægelser og måske den usikkerhed i benene, som den ta­lende føler efter at have drukket sin drink. Det er imidlertid også tydeligt, at der er forskel på billederne. I det første billede, "Dansegulvet bølgede som et hav”, peges der med "som" på ligheden mellem de to erfaringsom­råder. Sammenligningen bruges ofte pædagogisk, fordi den forklarer en lighed uden at påstå, at der rent faktisk er en lighed.
       Metaforen derimod påstår ligheden. "Vi sejlede derud" hedder det, og ved ikke at bruge "som” gøres ligheden mellem de to erfaringsområder stærkere.

Opgaver
I klassen:

_______________________

Man erkender med metaforen
Men hvad er fidusen ved, at man i sproget påstår (eller påpeger) lighe­der mellem forskellige erfaringsområder? Kunne man ikke bare fortælle om det erfaringsområde, man ville fortælle om? Eksempelvis et dansegulv, uden samtidig at skulle inddrage noget vand?
     Når det imidlertid er smart at gøre det og i nogle tilfælde umuligt at gøre andet, er det fordi ikke alle erfaringsområder er lige lette at forstå. Metaforens helt store fordel er, at den kan formidle et meget svært tilgæn­gelige erfaringsområde ved hjælp af et erfaringsområde, der er betydeligt lettere tilgængeligt.

”Nu skal vi se at spare på tiden, ellers når vi det ikke."

Her er 'tid’ fremstillet som penge. Man må spare på tiden på samme måde, som man må spare på penge. 'Tid er penge" kunne metaforen omskrives til, og penge er som bekendt en kostbar ressource, som man bør spare på. Det smarte ved metaforen er, at den gør det meget abstrakte og svære be­greb 'tid’ nemt at tale om og handle med gennem det langt mere håndgri­belige begreb penge.
     Man kalder det svært tilgængelige erfaringsområde for metaforens målområde, her ’tid’, mens det lettere tilgængelige erfaringsområde, her 'penge', som bruges til at forstå området med, kaldes metaforens kildeområde.

Opgaver
I klassen:

_________________________

Metaforer

Metaforer fremhæver og skjuler
Man vil hurtig finde ud af at "tid er penge” ikke er den eneste måde at fremstille målområdet 'tid' på. Man kunne eksempelvis sige: "tid går hur­tigt" eller "tiden står stille" og på den måde fremstille 'tid' gennem kildeområdet 'bevægelse i rum' (tid er bevægelse i rum), og det ville ikke være spor mindre rigtigt. Metaforen er nemlig både en nødvendighed for over­hovedet at kunne omtale visse begreber, og samtidig altid resultatet af et valg. Når man fremstiller tid som penge, kan man ikke samtidig fremstille tid som en bevægelse i rum. Der er jo stor forskel på at sidde i klasselokalet og være ved at "mangle tid’ og at sidde i samme klasselokale og føle "at tiden står stille".
     Bruges metaforer, fremhæver de således visse aspekter ved et fæno­men, og samtidig er der andre aspekter eller fortolkningsmuligheder, der skjules eller skubbes i baggrunden.

Traditionelt skelner man mellem hverdagsmetaforer og litterære metafo­rer. Denne skelnen refererer selvfølgelig til, om metaforerne findes i hen­holdsvis hverdagssprog eller i digterisk og litterært sprog.
     Hverdagsmetaforer er metaforer, man ikke lægger mærke til, som så at sige falder i ét med vores øvrige sprog. Hverdagsmetaforer bruges typisk, hvor de hjælper med at gøre et erfaringsområde i virkeligheden mere overskueligt. Metaforen er således et erkendelsesredskab, som vi bruger uden at tænke over det for at gøre det lettere at tale om områder, vi ellers ville have svært ved at udtrykke os om. Det kan være om områder, som er meget abstrakte, som eksempelvis "tid er penge" eller "tid er bevægelse i rum", eller det kan være områder som er store og gøres mindre og lettere at overskue ved hjælp af metaforer, "De stod ved bjergets fod", hvor mål­området "bjerg” som er stort i omfang, erkendes ved hjælp af kildeområdet "krop", hvor den nedre begyndelse af bjerget fremstilles ved hjælp af en fod, der også er den nedre begyndelse på kroppen.
     Endelig optræder hverdagsmetaforer ofte i erfaringsområder som af den ene eller anden grund er tabubelagte. Det kunne være seksuelle egen­skaber ved det modsatte køn: "hun er en dejlig sild", "han er en lækker steg", hvor målområdet, en mand og en kvinde, erkendes gennem kildeområdet mad. Det kunne være døden, som typisk erkendes gennem kilde-området søvn: "han sov stille ind efter lang tids sygdom", eller det kunne være kropslige udsondringer, hvor eksempelvis afføring erkendes gennem mad: "Far, jeg skal lave pølser”. Denne type metafor kaldes også en eufemisme, som er en forskønnende omskrivning af noget, man ikke ønsker at nævne ved dets eget navn.

 Opgaver
I klassen:

____________________

Metaforer i litteratur
Det er svært at sige noget generelt om litterære billeder, og det lader sig i øvrigt langt fra altid gøre at lave en meningsfuld skelnen mellem ek­sempelvis hverdagsmetaforer, altså de metaforer som optræder i hverdagssproget, og litterære metaforer de metaforer, der optræder i litteratur - bortset fra netop denne skelnen, at nogle af dem optræder i litteratur
     Sammenligner man imidlertid metaforer fra hverdagssprog med dem fra digte, synes der at være en tendens til, at litterære metaforer er mere iøjnefaldende som metaforer, og at man således går og overser hverdagsmetaforer. Digte synliggør den metaforiske erkendelsesform, som man bare bruger uden at tænke over det i hverdagssproget.

"Digtets snoede sneglehuse"

skriver Søren Ulrik Thomsen fx i "Tilgiv jeg ser dine knogler ..." fra Det stabtes vaklen. "Digtet” er målområde, og ”snoede sneglehuse" er kildeom­råde, og læseren skal således erkende digtet som et spiralformet forløb, et transportabelt hjem, eller noget man kan sætte til øret, eller hvilken konnotation man nu forbinder snoede sneglehus med. Metaforen er så usædvanlig, at man ikke umiddelbart forbinder den med metaforer, man allerede kender, og som læser kommer man derfor til at tænke over, hvad det dog er, digteren mener med sin metafor.
     En anden måde man ser den litterære metafor gøre opmærksom på sig selv på, er ved at sidestille kilde- og målområdet.

"kranium indsyet i stjerner"

skriver Ib Michael i digtsamlingen Rosa Mundi fra 2000. Her er to erfa­ringsområder skrevet sammen: den menneskelige hovedskal, "kranium", og universets indretning, "stjerner". Men om den menneskelige bevidsthed skal erkendes gennem stjerner, og at bevidstheden således forbindes med det allerstørste i verden: kosmos, eller om kosmos erkendes gennem menneskelige egenskaber, og om kranium henviser til en himmelhvæl­ving og det menneskelige så er kildeområdet for universet, er ikke til at sige. Metaforen balancerer så at sige mellem kilde- og målområde og tvin­ger læseren til selv at afgøre det.

Opgaver
I klassen:

Typer af metaforer
Metaforer kan fremtræde i mange forskellige former som alle gør det let­tere at forstå at erfaringsområde ved hjælp af et andet. To af de mest al­mindelige typer er orienteringsmetaforen og de ontologiske metaforer.

Orienteringsmetaforen
Orienteringsmetaforen har udgangspunkt i kroppens umiddelbare erfaring af omverdenen. Vi organiserer omverdenen i fysiske begreber som op-ned, foran-bagved, ud-ind og nær-fjern. Her retningsbestemmes sindsstem­ninger og værdier "Oppe" betyder eksempelvis glæde, magt, sundhed og bevidsthed, mens "nede" betyder sorg, afmagt, sygdom og søvn. Det, der er tæt på, er tillidsvækkende, mens det, der er langt væk, er os fremmed. Dis­se betydningsbærende retninger i sproget kaldes billedskemaer.

"Efter at have talt med ham var hun helt oppe at svæve."

Her bruges op-ned-skemaet til at vise en lykkefølelse hos det kvindelige subjekt. Modsætningen havde været "helt nede i kulkælderen".

"Længere fremme ventede studentereksamen, folkeskolen havde hun for længst lagt bag sig."

Her placeres fremtid og fortid på en frem-og-tilbage-akse, således at bille­det imiterer en person, der går fremad.

"Hun så på børnene, hvis liv var fjernt fra hendes eget."

Her bruges fjernhed i rum til at erkende noget, som er fremmed eller ukendt

De fleste af orienteringsmetaforerne er faste konventioner i vores sprog. Vi bruger dem uden at tænke over dem. Disse metaforer indgår ofte som faste forestillinger i litteratur Op-ned-skemaet bruges eksempelvis ofte i religiøst billedsprog.

Thomas Kingos "Den syvende morgensang" (1674), her i salmebog fra 1935

”Vågn op og slå på dine strenge,
Syng mig en dejlig morgensang,
o kære sjæl, stat op af senge,
gør med din tak en himmelgang,
gør vold op på den stjerneborg,
og glem så længe verdens sorg!”
[gør vold op på = bank på døren]

Sådan skriver Thomas Kingo i "Den syvende morgensang” i "Aandelige Siungekoor” fra 1674. Sangen indledes med metaforen "Vågn op og til på dine strenge”, målområdet er vågen tilstand og søvn, og kildeområdet er op-ned. Jo mere bevidst, des mere oppe, og som det fremgår af den efterfølgende verselinje, "syng mig en dejlig morgensang", er man i stand til at synge, når man er oppe.
     Linje tre og fire spejler de to første linjer. Også her er kildeområdct op-ned, men her er sjælen målområdet, der ligesom det sovende jeg er mere be­vidst, når den er oppe, og i stand til at gå helt op i himlen.
     Kingo bruger her op-ned-skemaet til at skabe en rumlig værdiorientering, hvorefter han kæder det at vågne om morgenen sammen med taksi­gelse til Gud.

Opgaver
I klasser:

"En sygdom har taget min kone fra mig.”

Målområdet, sygdom, er et komplekst begreb som både kan betyde bak­terieangreb, celledelinger eller andre lidelser, men den holdes sammen af en person, der tager noget, en kone, fra Jeg’et i sætningen.

Personifikationen ses også ofte i politisk retorik.

”Terroristerne kæmper mod frihed med al deres kløgt og brutalitet, fordi frihed er det, de frygter mest. - Og det har de god grund til, for friheden er på march".
(Den amerikanske præsident George Bush 28/01 2004)

Her er "frihed" erkendt gennem personlige egenskaber generelt og mili­tærpersonelle egenskaber i særdeleshed, og metaforen "frihed er en soldat på march" er således brugt til at argumentere for anvendelse af militær magt over for terrorister.

Opgaver
I klassen:

Besjæling betegner en metafor, hvor målområdet er en ting, en plante eller et naturfænomen, som erkendes gennem menneskelige egenskaber.

”Du lyse friske sommer
vor friheds unge brud
fra støv og støj vi kommer
til fred og stilhed ud.
Vor liv til lyst du vende
på dagens solskimsfelt
og over os du spænde
de lyse nætters telt.”

skriver Johannes Jørgensen i 1891 og lader sommeren erkendes som en kvinde.

Opgaver
I klassen:

Videre arbejde