Ordet ’eventyr’ kommer af det latinske ord ’adventura’ (som det engelske ord adventure), som betyder hændelse. De hændelser, eventyrene fortæller om, er ofte magiske eller forunderlige.
     Nu til dags kommer vi i højere grad til at tænke på den litterære genre, når vi hører ordet 'eventyr'.
     Et eventyr er en fiktiv tekst, som har eksisteret i mange, mange år. Der kan findes eventyr så langt tilbage, som der kan findes skrevne kilder. Eventyret ender næsten altid lykkeligt, og er oftest også temmelig forudsigeligt.
     Eventyr er nogle af de ældste fortællinger, der findes.

En genredefinition 

1. Eventyret er en kort, afsluttet fortælling.
2. Handlingen er ofte delt i tre afsnit: 1. En kort forhistorie (hjemme), 2. En række prøvelser og farer, der skal overvindes (ude), og 3. En afslutning, hvor alt ender godt (hjem).
3. Sproget er enkelt, og der bruges ofte faste vendinger som fx ’Der var engang …’ og ’De levede lykkeligt til deres dages ende.’
4. Vi får som regel ikke noget præcist at vide om, hvor og hvornår fortællingen foregår. Men det forventer vi heller ikke af et eventyr. Vi ved, at de foregår i en verden, hvor fantastiske ting kan ske.
5. Handlingen i et eventyr går ofte ud på, at en hovedperson skal overvinde nogle prøver for at få en belønning.
Fx kan en prøve være, at helten skal redde en prinsesse, for så at få hende til kone – og få det halve kongerige med i købet. For at det kan lade sig gøre, skal han vise, at han fx er hjælpsom, modig og retfærdig.
6. Temaerne for eventyrenes handling er eviggyldige. Det vil sige, at det er emner, som alle til enhver tid kan sætte sig ind i.
7. Det er emner som kærlighed og had, lykke og ulykke, sorg og glæde, liv og død.
8. Tallet tre går ofte igen i eventyrenes handling. Fx er det altid den yngste bror eller søster ud af tre, der er helten.
Der kan være tre prøver, eller der kan være tre gentagelser af en handling. Man ved altid, at det er tredje gang, der er lykkens gang. Eventyrene ender altid godt. De gode sejrer, og de onde får deres straf.
9. Personerne er entydige – enten er de gode eller onde. De beskrives gennem deres handlinger, og man får fx ikke noget at vide om, hvad de tænker.
10. Eventyr ender altid lykkeligt.

Aktantmodellen
Modellen er god, når handlingen i eventyret skal beskrives.

Subjekt: Fortællingens hovedperson (Den, der vil opnå noget og skal igennem prøvelserne)

Objekt: Hovedpersonens mål / ønske / drøm (Prinsessen, det halve kongerige, guld/sølv)

Giver: Den, der giver hovedpersonen det, han ønsker (Den der udlover en belønning)

Modtager: Den, der får objektet, i eventyr er det ofte subjektet, der er modtageren

Hjælper: De ting/personer, der hjælper subjekt til at må sit mål (fx heks, fe, magisk sværd osv.)

Modstander: De ting/personer, der forsøger at forhindre subjekt i at må sit mål (fx brødre, andre friere, trolde, hekse osv.)

Hjælper og modstander er ikke nødvendigvis nogle konkrete ting/personer, men kan være særlige egenskaber eller bestemte forhold.

Hvis SUBJEKT og MODTAGER er den samme person, ender eventyret lykkeligt.

To slags eventyr
Genren eventyr kan deles op i to hovedgrupper:

Folkeeventyr
Folkeeventyret er en fortælling, som er gået fra mund til mund igennem mange år, indtil det endeligt er blevet skrevet ned. Folkeeventyret har ændret sig en lille smule for hver gang, det er blevet fortalt; derfor kan man også finde mange forskellige nedskrevne versioner af hvert enkelt eventyr. Folkeeventyr er derfor også meget enkle, så der ikke er så meget, man skal huske på.

De fleste folkeeventyr vi kender i dag, blev nedskrevet af Brødrene Grimm i Tyskland,  norske Asbjørnsen og Svend Grundtvig, Moe og Evald Tang Kristensen i Danmark, der samlede eventyr ind og skrev dem ned.
    
Der var forskel på, hvor gode folkemindesamlerne var til at skrive fortællingerne ned. Nogle af dem var meget præcise. Det kunne dog ikke undgås, at der gik noget tabt, når en mundtlig fortælling skulle skrives ned. For det var ikke muligt at få alt det med, som fortællingen bestod af ud over ordene. Derfor var det ikke muligt at vide præcis, hvordan de nedskrevne fortællinger blev fortalt.
     Fremførelsen af eventyrene har dog nok lignet den måde, der stadig fortælles eventyr på andre steder i verden. Sandsynligvis har fortællerne ikke fortalt eventyrene på samme måde, som hvis de læste dem stilfærdigt og monotont op af en bog.

Fortælleren
Fortælleren brugte forskellig stemmeføring, når han eller hun talte som de forskellige personer i fortællingen. Helten talte mandigt, heltinden talte varmt og fint, trolden havde en vred og dyb røst, hvorimod heksen talte slesk.
Historien blev fortalt i forskellige tempo. Nogle gange var ordene ved at snuble over hinanden, og andre gange blev ordene fremført roligt og med lange pauser i mellem. Fortælleren både råbte og hviskede. Der blev også brugt lydord til at give farve og stemning til historien. Det sagde ”sssssffffuu”, når vinden blæste og ”splask”, da manden faldt i vandet.

Ofte fortalte almuen historier, mens de strikkede eller lavede andet arbejde. (Otto Haslund: En time i strikning, 1890).
Foto: Statens Museum for Kunst

Fortælleren har nok også inddraget deres kroppe, når han eller hun fortalte historien. Både ansigts-udtryk og kropsbe-vægelser kunne under-støtte handlingen i fortællingen. Der har nok været lidt forskel på, hvordan eventyrene blev fortalt fra gang til gang. Ligesom vi også kender det med vittigheder og vandrehistorier i dag.
     Desuden har der nok også været forskel på, om fortælleren fortalte i en hverdagssituation til en levende tilhørerskarer bestående af venner og familie – eller om fortælleren fortalte til en fremmed folkemindesamler.
     Et folkeeventyr har visse meget letgenkendelige træk, som i mindre grad optræder i kunsteventyrene. Folkeeventyret er oftest uden nogen detaljeret beskrivelse af personerne og stederne i fortællingen. Ex. den smukke datter, den fattige bonde, det smukke kongeslot, et kongerige langt væk, osv. Det er ofte alt, hvad vi får at vide. Folkeeventyret kan opdeles i to undergenrer: skæmte- og trylleeventyr.
 
1. I skæmteeventyr gøres der grin med samfundets autoriteter med dårskab i det hele taget. Latteren rammer typisk adelen og de gejstlige.

2. I trylleeventyrene foregår dele af handlingen i et overnaturligt rum, der er befolket af trolde, nisser, elverpiger og drager. I trylleeventyr indgår ofte en hovedperson, en modstander, en hjælper, en præmie (ofte en prinsesse), en afgiver af præmien og en modtager af præmien. I eventyret møder helten en række modstandere, der vil hindre ham i at udføre sit projekt. Målet for eventyrene er typisk at vinde prinsessen og det halve kongerige.

Kunsteventyr
Den mest kendte af alle forfattere af kunsteventyr er H.C. Andersen. Kunsteventyr er aldrig mund-til-mund-fortællinger, men derimod historier som er opstået i forfatterens egen fantasi, ofte mere eller mindre inspireret af folkeeventyrene eller forfatterens eget liv. Kunsteventyret er ofte en meget mere levende fortælling end folkeeventyret. Sproget er nuanceret, og der er detaljerede og varierede beskrivelser af personerne og stederne i historien.

For snart 200 år siden begyndte forfattere at skrive eventyr. Dem kalder vi for kunsteventyr. Den mest kendte eventyrforfatter er H. C. Andersen.
Samtidig med, at man begyndte at skrive kunsteventyr, begyndte man også at skrive de gamle folkeeventyr ned.

De tilbagevendende træk
Der er visse træk, som næsten altid går igen i både folke- og kunsteventyr. De kendteste træk er vel nok indledningen "Der var engang..." og afslutningen "...og de levede lykkeligt til deres dages ende."

Andre træk som er værd at nævne er: Mytiske (eventyr)væsner:
Alf - Dværg - Ellefolk - Elverfolk - Heks - Jætte - Nisse - Nymfe - Trold
Kæmpe - Engel - Drage Fe

Tallet 1 (For den ene / Helten)
Tallet 2 (For modsætninger - God / Ond)
Tallet 3 (de tre bukkebruse, de tre prøver)
Tallet 7 (de 7 små dværge)
En helt eller heltinde
En rival/modstander

Når man hører eller læser et eventyr, er man ikke i tvivl om, at det er et eventyr. Uden at man tænker over det, er der forskellige ting i teksten, der fortæller, at det er et eventyr. Det er de ting, som er med til at bestemme eventyret som genre.

Eventyrenes personer 
Personerne i et eventyr kan være både mennesker, overnaturlige væsner som hekse, trolde og drager eller dyr, der opfører sig som mennesker.
De er entydige, hvilket vil sige, at de er enten gode eller onde. Man er aldrig i tvivl om, hvem der er helten, og hvem, der er fjenden.
Personerne har sjældent navne. Ofte kaldes de bare ’kongen’, ’prinsessen’ eller ’drengen’.  Hvis de har navne, er det almindelige navne som fx Per, Poul og Hans. De kan også have et navn, der passer til deres udseende eller egenskaber, fx Snehvide eller Askepot.
Man får ikke ret meget at vide om personerne. De bliver højst beskrevet som fx ’gode’, ’smukke’, ’grimme’ eller ’kloge’. Det er kun de ting, personerne gør, man kan bedømme dem på. Fx får man sjældent noget at vide om, hvad de tænker og føler.

Komposition
I folkeeventyr er handlingen kronologisk
I kunsteventyr er der ’spring i tid (flash back) og flere sidestillede handlingsforløb.

Fortælleteknik
Folkeeventyr: Én handling udløser mekanisk næste handling.
Kunsteventyr: Handlingen beskrives med motiv og følelser.

Moralen          Hvad kan vi lære af eventyret?