Den litterære periode varer fra ca. 1870 - 1890. Betegnelsen anvendes især om litteraturen i Skandinavien.

Det Moderne Gennembrud siger man, startede med Georg Brandes, der i 1869 oversatte den kontroversielle ’Kvindernes Underkuelse’ af John Stuart Mill til dansk. Han var kritisk overfor Romantikken.
     ’Hovedstrømninger i det 19’de Aarhundredes Litteratur’ udkom i flere bind i 1872 var den teoretisk basis for periodens litteratur.
     Flere danske forfattere i den perioden havde i perioder boet i udlandet og var blevet inspireret af den nye tidsånd. Der var en større nordiske kunstnerkolonier i byer som Paris, Berlin og Rom.
     Det, der kendetegnede ’Det moderne Gennembrud’, er først og fremmest: nyt syn på kristendommen, videnskabens betydning (bl.a. Darwins lære), seksualiteten, kvindernes stilling og arbejderklassen.
     Der kom en helt ny realisme ind i måden at tænke og forstå på i denne 20 årige periode. Den ses fx meget tydelig hos forfattere som Selma Lagerlöf, Johannes V. Jensen og Martin Andersen Nexø i de følgende år (1900-1920). Denne periode er af nogle blevet kaldt Det folkelige Gennembrud, da forfatterne i denne periode skildrer situationen hos de aller-nederste i samfundet.
   Et udmær-ket eksempel er Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren.
     Det var også i denne periode, at nogle kvindelige forfattere slog igennem. Det havde kun undtagelsesvis været tilfældet tidligere, at kvinder kunne udgive noget.

Forfattere i Det Moderne Gennembrud

Danmark:

Norge:

Sverige:

Danmark blev en nationalstat

I 1864 tabte vi kampen om hertugdømmerne Slesvig – Holsten til tyskerne. Det var et hårdt slag for den danske nationalfølelse, og det krævede omstilling at finde frem til en ny selvforståelse.
     Siden trediveårskrigen havde Danmark tabt store områder til Sverige og Tyskland, og efterhånden var landet blev en rent dansksproget nationalstat. I erkendelsen af landets ringe størrelse, skabtes der en bevidsthed om, at fremtiden måtte ligge i neutralitet og indre udvikling baseret på jord og uddannelse.
Økonomien var stadigvæk baseret på eksport af landbrugsprodukter. Op til midten af århundredet var det især korn, man solgte, men efter det tidspunkt gik man i stigende grad over til at producere animalske varer: smør og svinekød. Landbruget organiserede forarbejdningen af råvarerne gennem andelsbevægelsen, og de nye mejerier, slagterier, sparekasser og brugsforeninger bidrog til en hastig overgang fra selvforsyning til pengeøkonomi. Landbrugets udvikling gavnede byerhvervene, og i løbet af 1870'erne indledtes industrialiseringen af Danmark, hvad der satte gang i en vandring af arbejdere fra land til by.
     I løbet af den sidste halvdel af det 19. århundrede vandt bønderne også øget indflydelse i Folketinget. Forfatningen krævede ikke direkte, at regeringen skulle have et flertal bag sig (parlamentarisme), og i lang tid støttede kongen en alliance af storborgerskab og godsejere, der nægtede at afgive magten, men ved systemskiftet i 1901 lykkedes det en koalition af bønder, husmænd og akademikere at overtage regeringsmagten. Herefter har alle regeringer siddet, "så længe der ikke er konstateret et flertal imod" dem.

De politiske partier

I maj 1870 fik Danmark en ny regering. Regeringen var en blanding af nationalliberale og godsejere, og dens politik havde en klar fokus på forholdene for de højere klasser. Dette skabte røre blandt bønderne og de tre største venstrepartier. De dannede Det forenede Venstre.
     Bønderne var dog ikke den eneste gruppe, der var utilfreds med de højreorienterede regeringer. Arbejderne var heller ikke begejstrede, men de magtede ikke at organisere sig i politiske partier. Dette ændrede sig først, da Pariserkommunen opstod i Frankrig i 1871 efter Den fransk-tyske Krig. Pludselig opstod der socialistiske tendenser blandt arbejderne.
    I Danmark begyndte en postarbejder ved navn Louis Pio at udsende ’Socialistiske Blade’. Senere på året var Pio ophavsmand til stiftelsen af Den Internationale Arbejderforening for Danmark, og han begyndte at agitere voldsomt for, at arbejderne skulle sympatistrejke med murersvendene, der strejkede for at få afskaffet arbejdstimen fra kl. 18-19.
     Pios sympatistrejke havde dog ingen strejkekasse, og da dette truede med at underminere strejken, indkaldte han til et møde på Fælleden den 5. maj 1872. Myndighederne frygtede, at mødet ville udvikle sig til en dansk version af Pariserkommunen, og derfor blev Pio arresteret den 4. maj om aftenen sammen med to andre ledende socialister, Harald Brix og Paul Geleff. Arbejderne mødte dog alligevel op på Fælleden, hvilket førte til et voldsomt sammenstød med politiet.
     Pio, Brix og Geleff blev alle idømt forbedringshusstraffe, men blev løsladt efter få år. Efter sin løsladelse i 1875 blev Pio først fagforeningsleder, og året efter var han med til at stifte Socialdemokratiet.
     I slutningen af 1870'erne er der altså så småt opstået et partisystem i Danmark. Regeringsgrupperne gik i 1881 sammen og kaldte sig Højre. Med indgangen til 1880'erne var der altså tre store partier i Danmark: Højre, Venstre og Socialdemokratiet.

Industrialisering

I forbindelse med opdyrkningen af prærien i USA forgik en stor teknisk forbedring af landbrugsmaskiner. Store kapitaler blev sat ind på det landbrugstekniske udviklingsarbejde. De nye redskaber kom via de store verdensudstillinger og varemesser forbavsende hurtigt til Danmark.
     De mange jernstøberier var hurtige til at efterligne de nye maskiner og reproducere dem, når de var afprøvet og beskrevet i Landboforeningernes tidsskrifter.
     Omkring 1870'erne slog brugen af mejemaskinen igennem, som skulle trækkes af heste. Et tusindårigt billede af det danske høstlandskab ændrede sig dermed, da de lange rækker af mænd der svang leerne langsomt forsvandt. Priserne for maskinerne var faldende, mens arbejdslønningerne steg, og mange karle og piger forlod landbruget og tog til byerne eller til Amerika.
     Industrialiseringens mekanisering var altså ved at nå ud til landbruget, hvilket gjorde, at markarbejdet blev væsentlig lettet. Det skete samtidig med at landbruget overgik fra at være baseret på kornsalg til animalske produkter. Dette var en reaktion på faldende kornpriser i Sverige, som man forudså ville ramme Danmark.
     Man igangsatte en eksportvej til England fra Esbjerg med animalske landbrugsprodukter. England var en god aftager, fordi industrialiseringen betød, at de engelske bønder forlod landbrugene og til fordel for minerne og byens fabrikker. Med industrialiseringen i England fulgte stigende velstand, der betød øget efterspørgsel. Da man går fra fattigdom til velstand skifter efterspørgslen også fra korn til brød og grød over til kød og forarbejdede landbrugsprodukter som smør, æg og siden bacon.
     Omlægningen af det danske landbrug var imponerende, fordi det var frivilligt og kollektivt og skete, næsten uden at det offentlige dirigerede eller støttede initiativet. Den er også interessant, fordi det var en spontan dansk reaktion og ikke ligesom størstedelen af tidens store fornyelser forårsaget af en større europæisk bevægelse. Den var virkningen af den forholdsvis gode danske folkeskoleuddannelse.
 
Befolkningen søger mod byerne

Fra midten af det 19. århundrede begyndte en massiv befolkningsvandring fra land til by. Denne tilbøjelighed til at vandre mod byerne begyndte at kunne spores fra midten af 1840'erne, men tager først rigtig fart mellem 1860 og 1870. Denne udvikling fandt sted overalt Europa. Baggrunden for denne folkevandring var liberalismens gennembrud, den industrielle revolution og det stigende fødselsoverskud i alle lande. I 1870 omfattede bybefolkningen 25 % af landets samlede befolkning, og ved en folketællingen i 1901 var dette tal steget til 40 %.

Andelsbevægelsen

Den enkelte bonde havde ikke mulighed for at investere i de forbedringer, der skulle til for at fremstille landbrugsprodukter af en kvalitet, så de kunne klare den hårde konkurrence på verdensmarkedet. Allerede fra 1860'erne så man eksempler på at gårde slog sig sammen, ansatte en mejerist, købte maskiner og dannede et interessent- eller aktieselskab.
     Den centrale i andelssystemet var på den ene side medlemmernes leveringsforpligtelser og på den anden side udbyttefordelingen, der ofte skete fik efter den leverede mængde mælk. Hvad angik ledelsen af mejeriet stemte man i Hjedding "ikke efter høveder, men efter hoveder", således at man på demokratisk vis alle havde én stemme hver, sådan at rige og fattige bønder havde lige meget magt i modsætning til de aktieselskaber, hvor det er aktieposter der tæller.